Joan Forchhammer - får motivation af det gode samarbejde
Hvad laver du i Miele
Jeg arbejder som Supply Planning Manager i vores Nordiske Key Account afdeling (NKA). Jeg er teamleder for to norske kolleger. Jeg er også key user på sales i NEXT og Masterdata ansvarlig for Nordic (S1).
Hvilke arbejdsopgaver indebærer dit arbejde i Miele
Teamets opgave er at håndtere alt omkring ordrer til vores nordiske key accounts: Elgiganten, Power, Whiteaway, NetOnNet og Komplett. Vi har 3 leveringskoncepter: Direct orders, hvor vi booker direkte i produktionen i Tyskland, og varerne sendes direkte til kundens centrallager. RDC Direct, hvor vi bestiller varerne på vores Regional Distribution Center i Sverige, som så sender til kundens centrallager, og one-2-one cross doc, hvor vi modtager en ordre pr kundens consumer ordre, som også sendes fra RDC, til kundens centrallager. Det vil sige, vi står for al håndtering, fra Miele modtager ordren, til den er behandlet, bestilt i produktionen, transporten er bestilt, ordrerne bekræftes, og leveringsdato er anmeldt i kundernes lagerportaler.
Udover det samarbejder vi tæt med de nordiske key account managers, om opfølgning på ordrer, leverer ordreforslag til kunderne, følger op på kampagner, forecast, monitorering af kundernes lagerbeholdning, og er i tæt dialog med produktchefer, logistik og medarbejdere på vores RDC.
Hvorfor er Miele en spændende arbejdsplads for dig
Det er spændende at arbejde med et premium brand, og værdiordene ”Immer Besser” giver meget mening for mig, idet jeg altid forsøger at optimere arbejdsgange og arbejde smartere.
Hvad værdsætter du i din arbejdsdag hos Miele
Jeg motiveres af samarbejde. Jeg synes det er en fantastisk følelse, når jeg sammen med kolleger eller andre partnere, løser en opgave i fællesskab.
Jeg sætter stor pris på at have fået muligheden for at skifte rolle, og prøve kræfter med lederansvar.
Jeg har desuden fået mulighed for at tage en intern lederuddannelse, som jeg nu er halvvejs igennem.
Hvor længe har du arbejdet i Miele
Jeg har været ansat i snart 6 år. Først 3,5 år som Masterdata ansvarlig i DK, og snart 2,5 år i nuværende rolle.
Hvordan oplever du Miele som arbejdsplads
Noget af det jeg sætter allermest pris på, og som motiverer mig, er alle de gode og dygtige kolleger, jeg har. Både i Danmark, resten af Norden og på hovedkontoret i Tyskland.